Vuggestuen i Fynshav Børneunivers er en del af det første led i den røde tråd, der sammenbinder Fynshav Børneunivers fra vuggestue/dagpleje til 6. klasse.
Opstart
Når et barn skal starte i vuggestuen har vi stor fokus på tilknytning. Forældre og barn kommer på besøg, hvor vi har en dialog omkring barnet og deres/vores rutiner. Når barnet starter, sørger primærpædagogen for at barnet langsomt bliver introduceret for børnegruppen, de andre voksne og vuggestuen generelt. På denne måde er der ro til at opbygge relationen mellem primærpædagogen og barnet. Vi møder barnet med nærvær og den følelsesmæssige støtte, der er behov for.
Vi har løbende et godt og tæt samarbejde med børnehaven. I tiden inden børnehavestart intensiveres samarbejdet, så der opbygges en tryg relation til pædagogerne, der er hos de mindste børnehavebørn. Der laves overdragelsessamtaler og generelt sikrer vi os, at vuggestuebørnene får en god start i børnehaven.
Barnet får ”barnets bog” som er et ringbind, hvor vi løbende sætter billeder ind af barnets hverdag i vuggestuen. Bogen følger barnet indtil skolestart, hvor den tages med hjem til et evigt minde om tiden i Fynshav Børneunivers.
Forældrekontakt
Kontakten med forældrene er vigtig for os, da det giver os et indblik i barnets trivsel. Ligeledes er det vigtigt for os at vide, hvordan barnets start på dagen har været. Dette hjælper os med at forstå barnets behov, så vi kan sikre os, at barnet får en god dag i vuggestuen. Det er vigtig for os, at forældrene føler sig trygge ved at aflevere deres barn, samt at de finder tryghed i kommunikationen mellem os og dem. Hvis forældrene er trygge giver det også barnet tryghed.
Fysiske rammer
På den første stue er der legetøj for de ældste, da det er her, vi tilbringer det meste af vores tid og der er direkte tilknytning til vores puderum. Det er også på denne stue, at de ældste børn sidder og spiser madpakker og har forskellige dialoger.
Vi har et stort køkkenalrum, hvor vi kan være kreative i køkkenet og lege. Det er også her, at vi sidder med de mindste børn og spiser madpakker. Til venstre for køkkenalrummet er der et mindre rum, hvor der er legetøj for de mindste. Rummet benyttes især med de nye børn/de helt små, som skal vænne sig til det at gå i vuggestue. Vi har mulighed for at lukke døren, så vi har ro og fred, men døren kan også være åben som invitation til de større børn.